Vi har idag fået årets første agerhønsekyllinger. De er for os et tegn på, at sommeren meget snart er på vej.
Vi glæder os altid til at få stalden fyldt op, efter den har stået tom hele vinteren.
De er fantastisk søde disse små 8 grams stribede kyllinger, og man bliver altid rørt over at se deres tidlige livskundskaber. Efter bare få timer ude af ægget, er de i stand til selv at bevæge sig rundt, for at søge vand og mad. De trækker sammen under varmerne, når de er trætte og trænger til at sove lidt.
Minkhvalpene er modsat agerhønsekyllingerne, fuldstændig hjælpeløse, og kan kun ligge og pibe og håbe på deres mors opmærksomhed, hvis de er kommet udenfor reden.
I starten er de meget små og ligner nærmest små nøgne cocktail pølser, men de får hurtigt mere dun og vokser sig større og større. De er søde når de bliver født, men de er aller sødest når de er 4-5 uger og begynder at få øjne. så er de virkelig ikke til at stå for.
For os der arbejder med dyr, er dette ubetinget den bedste tid på året. Det er også en meget travl tid, men glæden ved at se dyrene, får alligevel tiden til at flyve afsted.
Vi har også fået de første agerhønseæg, så foråret er altså godt på vej. Vi håber at vi vil få et år uden sygdomsproblemer hverken her på farmen eller de store udbrud af fugleinfluenza og newcastle disease på verdensplan. Det giver en frygtlig uro og usikkerhed.
Ellers er vi ret godt med i år, og er igang med at forberede den nye sæson.
Vi vil meget gerne have indlæg i vores gæstebog, og I må også meget gerne bruge den til at stille spørgsmål vedr. opdræt og udsætning enten til os eller andre opdrættere og/eller udsættere af vildt.
Så er et nyt år i gang og vi skal til at planlægge den nye sæson. Vi glæder os til at møde og gense nye og gamle kunder.
Vi vil gerne opfordre jer til at bestille jeres fugle i god tid i år, for at man kan være sikker på at få det man gerne vil have.
Der var stor mangel på fugle sidste år, og vi måtte tidligt melde udsolgt. Det er ærgeligt, når vi må sige nej til nogle der står og mangler fugle.
Vi forventer også i år, at der bliver stor efterspørgsel. Mange opdrættere er holdt p.g.a. usikkerheden omkring fugleinfluenza og besværet med de mange nye regler hele tiden.
Situationen omkring fugleinfluenza har gjort, at mange nu kun køber fugle fra seriøse og godkendte opdrættere. Vi har igen fået flere efterspørgsler fra Italien og Frankrig, så der kan hurtigt blive udsolgt igen. P.g.a. fugleinfluenzaen har vi fået væsentlig mere papirarbejde gennem de senere år og ligeledes væsentlig større krav til vores opdræt. Men situationens alvor i betragtning er det vel okay, det giver bare nogle noget større arbejdsbyrder og omkostninger.
Vi blev færdige med at pelse mink inden jul og vi fik også sat minkene på plads. Nu er vi så igang med at få vasket hallerne. Januar måned er også den store udstillingsmåned, hvor vi deltager med vores skind på forskellige skindudstillinger. John skal også afsted både for at arrangere og være dommer til udstillinger, så ham ser vi nok ikke så meget til i denne tid.